Patientinformation
Øjets styrke og synsstyrken
Øjets styrke og synsstyrke
Der er forskel på øjets styrke og synsstyrken (eller synsevnen). Ved øjet styrke, forstås hvor meget plus (langsynet) eller minus (nærsynet) øjet er. Dette er bl.a. baseret på hvor langt øjet er. Endeligt kan man have bygningsfejl, som er et udtryk for, at øjet ikke er helt rundt, men mere aflangt som fx en amerikansk fodbold. Alle 3 kan korrigeres med en brille. Ved synsstyrken (eller synsevnen) forstås hvor meget eller hvor godt man kan se.
Synsstyrken/synsevnen
Synsevnen forklarer hvor meget man ser. Synet angives typisk i procent og kan fx være 100 % eller nedsat til 20%. Men det kan også angives i brøk som fx 6/9. Man finder frem til dette ved at læse bogstaver/tal af en vis størrelse på en bestemt afstand. Ofte måler vi synet på flere forskellige måder, for at finde frem til hvordan dit øje præsterer.
Normalsynet
Når et øje er normalsynet, betyder det, at øjets krumning og længde er normal. Det medfører, at synet på afstand er skarpt og øjet er afslappet. Dvs. der kræves ingen fokusering for at se på afstand. Men jo tættere man skal se noget, jo mere fokusering kræver det. Fokusering er bl.a. knyttet til en muskel inde i øjet, der påvirker linsen.
Langsynet
Ved langsynethed er øjet fx for kort og billedet er sløret på afstand. Men vha. fokusering, der kræver muskelkraft, kan man se tydeligt på afstand. Dette afhænger dog af graden af langsynethed og alderen. Men jo tætte man skal se, jo mere fokusering kræver det og jo mere muskelkraft kræves. Patienter kan derfor lide af sløret syn, der forværres ved nærarbejde og ondt i og omkring øjet samt træthed.
Nærsynethed
Her ses øjet ofte at være for langt. Billedet er sløret på afstand. Men afhængigt af hvor nærsynet man er, kan billedet være skarpt på tæt afstand, uden at dette kræves fokusering og derved muskelkraft. Patienter med nærsyn vil typisk være generet at sløret syn på afstand, der bedres for nær. Synet på afstand kan ikke kompenseres med fokusering og muskelkraft.
Bygningsfejl
Normalt bør øjet være helt rundt. Men ofte er øjet mere aflangt som en amerikansk fodbold. Denne form gør at lyset brydes anderledes og synet bliver derved ringere. Bygningsfejl kan ændre sig livet igennem
Fokusering
Indtil en vis alder kan øjet fokusere. Dette foregår ved, at en muskel inden i øjet påvirker linsens form, så synet er skarpt. Jo tættere man skal se på noget, jo mere fokusering og jo mere muskelkraft kræves det. Nogle patienter har ikke tilstrækkelig muskelkraft og det kan give vanskeligheder med at se tydeligt, læse og samsyns problemer.
Alderdomssyn
Linsen inden i øjet er en del af et system, der gør, at man kan fokusere og se tættere på. Med alderen bliver den mere stiv og evnen til at fokuserer og se tæt på aftager over en årrække. Dette rammer først de langsynede, herefter de normalt synede og senest de nærsynede.
Alderdomssynet kan korrigeres med læsebriller.
Det er ikke korrekt, at brugen af læsebriller kan gøre øjet mere sløvt eller dovent.
Korrektion af synet
Mange har lidt langsynethed, nærsynethed og/eller bygningsfejl uden at dette påvirker synet betydeligt i hverdagen.
Men hvis størrelsen af langsynethed/nærsynethed og/eller bygningsfejl er tilstrækkelig stor vil synet nedsættes.
Dette kan løses vha. en brille. Udover korrektion af din langsynethed/nærsynethed samt eventuelle bygningsfejl skal man også tage højde for alderdoms-syn der medfører forringet evne til at se tydeligt tæt på.
Det er optikeren der udmåler, vejleder og tilpasser briller som passer til dine øjne og dine behov. Det er derfor vigtigt at få en grundig og god snak med din optiker.
En kontaktlinse kan også løse mange af de samme problemer som en brille kan. Igen er der din optiker og dig der finder den bedste løsning for dit syn.
Endeligt findes muligheden for laseroperation samt operationer med kunstige linser. Der er egen betaling på disse ydelser, medmindre styrken i øjet er så høj at du opfylder kravene som sundhedsstyrelsen definerer. Du kan snakke med din optiker eller øjenlæge om dette.
Vestsjællands Øjenklinik Slagelse
Sdr. Stationsvej 41, Kælderen
4200 Slagelse
58 52 20 01
Læs om dit forløb i klinikken
Forbered dig inden dit besøg
Ventetid til og i klinikken
Øjendrypning i klinikken
Vil du vide mere om øjensygdomme og patientrettigheder